onsdag den 29. juni 2011

Nem og nuttet....

Kjolen er nem - Josefine er nuttet....okay, kjolen er også nuttet.

Kjole mønsteret er fra Stof2000 og hedder 'Iris' - og den kan sagtens syes af nybegyndere. Ingen lynlåse eller andre drillerier.



mandag den 27. juni 2011

DIY - high waist skirt with zipper

Årh altså. Min plan var at lave en særdeles udførlig tutorial. Jeg ville ha' taget en masse billeder, således at anvisningerne ville blive lettere at fordøje - men jeg glemte det sgu undervejs. Slem Trine. Nå, jeg prøver alligevel. Her følger en DIY/tutorial på en høj taljet nederdel med lynlås i siden.:



Luna er ca. 161 cm høj og måler omtrent 63 cm rundt om livet. Hun ville gerne ha' en relativt kort nederdel.

Selve skørtet består af 2 ens rektangulære stykker. I bredden (altså fra side til side) måler de ca. 105 cm. og i længden ca. 50 cm (fra talje til bund). Her er indregnet både sømrum og oplægning.

Taljestykket måler ca. 70 cm i bredden og 12 cm i længden . Taljestykket skal sidenhen foldes på den lange led, sådan at det ender med at være ca. 6 cm langt.

  • De rektangulære stykker ligges ret mod ret. Den ene side syes sammen fra top til bund. Overlock eller zigzag sømmen efterfølgende. I den modsatte side overlockes kanterne hver for sig. Derefter syes de sammen, dog efterlades en åbning foroven, hvor lynlåsen skal sættes fast. Jeg har brugt en 18 cm. lang lynlås. Husk - lynlåsen skal ikke gå helt op til kanten, da der skal gøres plads til at taljestykket kan syes fast. Lad der være ca. 1,3 cm fra skørtets øverste kant til lynlåsens begyndelse. Sy lynlås i.


  • Nu skal skørtet rynkes. Jeg bruger metoden med 2 rynketråde - altså jeg øger stinglængden på min maskine til 5, løsner overtrådsspændingen let og syer hele vejen rundt ca. 5 mm fra kanten. Dernæst syer jeg endnu engang ca. 2 cm fra kanten en stikning hele vejen rundt. Husk endelig at tråden ikke skal hæftes hverken ved start eller slut, ligesom du skal sørge for at lade endetråden være ca. 7-10 cm lang, så den er til at få fat i, når der skal rynkes. Rynkeeffekten fås ved at du forsigtigt trækker i de 2 parallelle undertråde samtidig. Jeg plejer at rynke hver rektangel for sig - altså rynker jeg hvert stykke fra sidesøm til sidesøm.

  • Taljestykket foldes på langs ret mod ret. Syes sammen i den ene korte ende. Bemærk: Jeg har valgt at pynte nederdelen her med piping/tittebånd, hvorfor jeg kun syer den ene korte ende sammen i førte omgang. Herefter syes piping båndet på langs hele den 'åbne kant'. Slutteligt syes den anden korte ende sammen (hvilket jeg ikke har gjort på billedet). (Undlades pipingbåndet kan du sy begge de korte ender sammen fra start. Hvis du har en overlocker, vil jeg anbefale, at du derefter overlocker hele den åbne kant, da det gør taljestykket meget nemmere at arbejde med efterfølgende. Alternativt kan du zigzagge den åbne kant)


  • Nu skal taljestykket monteres på nederdelen. Luna måler som sagt ca. 63 cm. om livet. For at give pigebarnet mulighed for at trække vejret, ligger jeg en cm til. Jeg måler fra den ene korte ende 64 cm ind på taljestykket og markerer med en nål, kridt el. lign. Den resterende bredde er overlappet - altså der hvor knaphullet i dette tilfælde skal syes. (Man kan også lave et taljestykke, der passer lige nøjagtigt og lade lynlåsen gå hele vejen op gennem taljestykket - men i denne tutorial er der gjort plads til knap). De 64 cm deler jeg i 2 og markerer igen, så jeg ved, hvor siden af taljestykket skal være - altså 32 cm til forstykket og 32 cm (plus overlap) til bagstykket.


  • Ved den ene sidesøm/lynlås starter jeg med at nåle taljestykket på vrangsiden af rynkede skørt, der er rynke-tilpasset taljestykket. Min midtermarkering på de 32 cm svarer således til skørtets anden sidesøm (modsat lynlås-sidesømmen). Jeg syer taljestykket fast på vrangsiden ved at sy oven i den stikning, der fremkom, da jeg syede pipingbåndet fast. Hvis du har en overlocker, er det en god idé efterfølgende at overlocke talje og skørt sammen - ikke mindst fordi du så har overlocksømmen at rette dig ind efter, når du bagefter skal sy taljestykket fast på retsiden af skørtet. Taljestykket vippes nu om på retsiden af skørtet, sømrummet bukkes op - taljestykket fastgøres fra retsiden med en pyntestikning hele vejen rundt, således at du også syer overlappet sammen. 
  • Sy knaphul, fastgør knap, læg op - DONE!!




Gi'r det mening? Er det til at forstå eller er det ren volapyk? Jeg beklager altså, at jeg ikke fik taget nok billeder. Sig til, hvis jeg skal forklare noget. Når du først har knækket koden, er nederdelen meget, meget nem at sy.

søndag den 26. juni 2011

Bambi Dress og kjole til salg

...nuttet med nuttet på. Jeg var så heldig at få fingre i 2½ meter af dette vidunderlige Bambi stof. 2 stk. 50er kjoler fik jeg vredet ud af stykket plus en lille rest, der på sigt skal indgå i en mor-kjole.

Bambi kjolerne kommer ikke til salg - men det gør til gengæld den gule med hjerterne. Jeg er simpelthen nødt til at rydde ud (for at gøre plads til den håndfuld kjoler, jeg har i tankerne :-). Wilma har brugt den en gang. Str. er ca. 4-5. Sælges for 250,-. Gi' lyd.





fredag den 24. juni 2011

Shorts med fyld

Yay, de passer ....tjek evt forrige indlæg, hvis du vil ha' tutorial til pressefold.




torsdag den 23. juni 2011

Denim shorts med pressefolder - tutorial

Flere har efterlyst en tutorial på pressefolder af den slags, der syes (hedder de monstro noget andet i fagsprog?)

Jeg har lige syet denim shorts til Wilma, og min tutorial ta'r udgangspunkt i disse:



Her er de 2 forstykker til hendes shorts. Det lidt sjove udseende skyldes at de er med stiklommer.


Jeg folder de 2 stykker på midten - sådan ca. Husk at det skal være vrang mod vrang, da stikningen skal ligge på retsiden.


Dernæst syes stikningen langs folden. Jeg syer ca. 2-3 mm fra kanten. Resultatet bli'r pænest, hvis du syer lige i trådretningen. (Hvilket gør fløjl så nemt at arbejde med - her følger du bare en rille ned :-)



...og tadaaa - fold ud og nyd, at du på ca. 2 minutter har lavet en pressefold. Nemt, ik'?


Sådan ser det færdige resultat ud. Jeg har ikke lige fået presset folden på plads - et strygejern gør underværker. Nu krydser jeg fingre for at Wilma-barnet kan passe dem :-)

tirsdag den 21. juni 2011

Wilma, mor og gamle gardiner.

Her er vi så. Me & Mini-me endnu engang iført gamle gardiner. Upcycling styrer!! Seriøs billed spam.







Gad vide om væggen er ved at vælte - eller har damen bare fået superkræfter?





Pimpet papirspose - link til DIY

'The paperbag waist skirt'. Sådan hedder nederdelen her ikke uden grund, vel?

Min smukke, unge kusine bli'r student idag og skal fejres med fynd og klem senere på dagen. Kunne denne nederdel ikke godt være noget til en ung studine? Det håber jeg inderligt, for vi kan slå fast, at den ikke er noget for undertegnede. 'My hips don't lie' - og med det mener jeg, at mine hofter på ingen måde hemmeligholder, at de har båret 4 unger, og denne form for nederdel gør sgu ikke lige noget godt for mig. Men, på sådan en langbenet, åleslank, strækmærkeløs skønhed, der skal den nok være fin. Hrmpf!!!

Nederdelen er relativt nem at sy - den eneste forudsætning er nok at du skal ku' sy en lynlås i, that's it! Du kan finde en DIY (og mange andre lækre sager) lige her. Vejledningen er på amerikansk (og dermed også i inches). Sig til, hvis du har brug for hjælp.

Jeg har forsøgt at lave, hvad jeg tror svarer til en str. M - men det er på gefühl.



lørdag den 18. juni 2011

Wilmas aflagte til salg....

Så har jeg ryddet op i Wilmas bugnende skab. Jeg kan simpelthen ikke tvinge hendes krop i disse kjoler mere. Det er børneplageri. Nogle af dem har hun stort set ikke brugt, da de faktisk var for små allerede fra starten. Jeg bryder mig bare ikke om at skille mig af med tøj, jeg har syet til hende. Jeg tror jeg har en tendens til at sjæleliggøre hendes tøj. Et det underligt? (Ja, gu' er det underligt, kone - det er tøj, damn it - og nu snakker du med dig selv igen. Ta' mig sammen)

Suk. Nå, men her er hendes kjoler:

Den grønne her har hun brugt ca. 3 gange, tror jeg. Den svarer til str. ca. 98/104. Lårkort model. Sælges for 200 incl. porto. Kjolen er egentlig en del af et mor/datter sæt, men min kjole blev for stor og Wilmas for lille, så vi har kun poseret en enkelt gang i dette sæt.



Kjole nr. 2 er yndlingskjolen over dem alle. Den jule-gule med lilla knapper. Den er brugt lidt flere gange, men slet ikke nok, da den faktisk også var i det mindste til at starte med. Hvornår lærer jeg det. Man stopper ikke et barn på næsten 110 cm i en str. 98/104. Sælges for 200 incl. porto
Nr. 3 er 'Den blå kuk-kuk-isoli-kjole'. Den var lidt en tester og kun brugt 1 gang, da jeg syede flere lignende til hende efterfølgende. Str. ca. 104/110. Sælges for 150 incl. porto.



Hviskekjolen i chambrey er også brugt alt, alt for få gange. Hvad sker der for mig? Str. ca. 104. Sælges for 150 incl. porto.



Slutteligt er der valmuekjolen. Den dækker knapt hendes numse efterhånden. Heldigvis har jeg flere valmuer på hylden, for sådan en kjole kan hun ikke undvære. Kjolen er en kort model ca. 98/104. Sælges for 125 incl. porto.



Send mig en mail, hvis du er interesseret.