fredag den 28. oktober 2011

Zebra unge

Zebrastribede chinos. Denne gang med læg, der vender den rigtige vej. Den faste linning på forstykket er undladt i denne ombæring og er erstattet med elastik hele vejen rundt i taljen. Udgaven her har lidt mere hængerøv end forgængeren - og er lidt smallere i modellen....og så er buksen pimpet med bånd og knap.

Pretty cool zebra - især når man få lov at låne storebrorens tee

Stof fra Stof2000 (men AAARRRGHHH!!! jeg kan ikke finde det på deres hjemmeside mere), mønstret er hjemmegjort





Go fish!


torsdag den 27. oktober 2011

Mini Chinos

Inspireret af de chinos, jeg har syet til Luna, har jeg nu begået et par til Wilma. Fast linning foroven og elastik bagpå - at læggene så skulle ha' vendt den anden vej er en mindre detalje :-) Klart lillesøster også skal ha' zebrabukser nu

Mønstret har jeg selv komponeret og stoffet er bomuldstwill med stretch dertil gul piping og gul skråbånd.






onsdag den 26. oktober 2011

Kjoler til salg

Oprydningssalg.

2 stk. kjoler - begge brugt og vasket 2 gange. Begge str. ca. 42.

Den gule/lilla er en kombination af bomuldstwill og syntetisk stof. Sælges for kr. 350 + porto

Den grønne er bomuld/polyester twill og 70er bomuldsstof i en lidt kraftig kvalitet. Sælges for kr. 375 + porto/DEN GRØNNE ER RESERVERET



...denne lille sag i str. 4-5 er også fortsat til salg til kr. 275

mandag den 24. oktober 2011

Nederdel i 'voksen-str'.

Indtil nu har jeg kun syet disse nederdele i 'tøse-str.', I ved 34, 36, 38 og et par halvvoksne 40'ere. Tadaa - sådan ser den ud, når den bli'r blæst op i en str. L/42...og jeg trækker kun maven ganske lidt ind. Det gør slet ikke, som frygtet, så ondt i øjnene at se mig selv i denne. Nederdelen her er afsat til anden numse, men nu er jeg da blevet overbevist om, at jeg selv skal ha' en. Overvejer en blå - en for mig næsten uprøvet farve. Jeg kunne også bare ta' den sikre grønne. Jeg er dybt afhængig af grøn for tiden.

Jeg har en smule af denne grå fløjl tilbage, så her kommer et tilbud af de sjældne fra min side - tilbudet om en customsyet grå nederdel. Jeg tror kun, jeg har stof til en enkelt nederdel, så det er først til mølle.



søndag den 23. oktober 2011

Vinderen af Jackle O. kjolen blev.....

lod nr. 31 - som i denne ombæring tilhører Lotz.

Tillykke, Lotz - sender du mig en mail med navn og adresse?

lørdag den 22. oktober 2011

Lidt til salg

Først en Wilma kjole. En sølle gang har hun haft den på. Skam os. Str. er ca. 4-5. Sælges for kr. 275 + porto.


Og så et par mor bukser. Jeg havde en idé om at jeg ville ligne en kloning mellem Marlene Dietrich og Farah Fawcett i disse bukser - men, lad os bare slå fast, at det gør jeg ikke!! Bukserne er højttaljede inspireret at snittet fra 1940'erne - med breeeeede bukseben inspireret fra 70erne ....syet op i blød lilla babyfløjl. Jeg har haft dem på en gang, og kunne godt se på mand og ældstebarn at det det var en gang for meget. Snittet passer bare ikke til mig. Bum! Fik ikke nævnt at de har lommer. Ah. Anyways, det er et par testbukser, så jeg sælger dem billigt for kr. 200 + porto. Str. ca. 42



Suk. Igår ryddede jeg op i et skab fyldt med hvad jeg troede var tomme skotøjsæsker...de var bare ikke alle tomme og frem fra dybet dukkede disse røde Angulus tullesko i str. 22. Str. 22!!!! Wilma bruger nu str. 29, så I kan selv gætte på hvor længe de har ligget i det skab, og dermed hvor dårlig jeg er til oprydning! De har aldrig været i brug. ARGH!!! Er de ikke skønne? Jeg sælger dem for kr. 300 + porto.

Gi' lyd.

fredag den 21. oktober 2011

Gardinet passede!!

Se lige lækkersøsteren i hendes gardinkjole....


onsdag den 19. oktober 2011

Cirkus Kjole

Cirkus inspireret kjole - tildels tilsigtet.  Harlekinstern og slikagtige knapper med vilje - teltagtig facon ikke helt med vilje. Kjolen drillede mig sindssygt. Havde regnet med at den ville være lynhurtig at knalde sammen igår aftes, men NIX!! Jeg kunne selvfølgelig bare ha' besværet mig med at læse mønsterbeskrivelsen ordentligt igennem. Sur mås. Kjolen er blevet okay, dog vil jeg lave noget om næste gang jeg syer sådan en, og der bli'r så afgjort en næste gang. Der er alt for meget stof på ryggen af kjolen. Den er baseret på dette snitmønster: McCALL'S 5701

Nu vil jeg lade mig forkæle og hylde, som det sig hør og bør, når man har fødselsdag ;-)....Luna har bagt Halloween muffins, og jeg satser på at manden står for aftensmaden. 'Tillykke fru Schrøder, du er nu officielt i slutningen af 30erne.' Så er det godt at man kan iføre sig et cirkustelt. Det må unægteligt ta' opmærksomheden fra rynkerne.

Ha' en god dag - kram fra en gammel klovn.



tirsdag den 18. oktober 2011

Jackie O. Dress Giveaway

Egentlig burde den her giveaway have titlen 'Fordi Trines røv er for stor', men den anden titel er lidt mere appetitlig, ikke sandt?

Det var ikke min hensigt at smide den her kjole efter Jer. Næh, den skulle ha' prydet mit korpus, men udvalgte dele af min krop var så ikke enig heri. Jeg havde sådan glædet mig til at sy og bære den. Argh!! Kjolen er syet efter et gammelt 60er mønster, men dengang tog man åbenbart sin røv af og lagde den i skuffen, inden man tog kjole på! Det er ikke første gang jeg oplever dette med gamle 60er mønstre, at de egentlig er pænt rummelige over barmen men så afgjort ikke over popo'en..... altså, jeg kan godt få kjolen på, men det er ikke kønt....på ingen måder kønt. Kjolen svarer nok til en 40, sådan ca. Du kan godt ha' en stor barm i kjolen - også større end en alm. str. 40, men din bag skal nok max være en 40. Store bryster og lille numse. Hmm, det er så afgjort en mand, der har designet denne kjole!!

Hvid og grøn stretch twill - den hvide ikke så stretchy som den grønne. Hvide knapper og hvid kantbånd i ærmerne.

Skal denne Jackie O. inspirerede sag være din, så smid en hilsen herunder, og du er med i lodtrækningen. Jeg udtrækker vinderen på søndag d. 23. oktober.





- og så lidt lækkert til ørerne. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, at Adele har en lækker stemme, men det var først, da min mand serverede denne her, at jeg indså, hvor eminent hun er. Hold nu kæft en stemme!!



Jeg tror ikke, en stemme har rørt mig så meget, siden første gang jeg hørte Amy Lee levere denne:



- og så naturligvis denne unge mand, suk:



I know, I know - jeg har en svaghed for rockballader.

Åh, det skønt med efterårsferie og youtube hygge.

søndag den 16. oktober 2011

Yet another hair-do.

Luna og Wilma leger med hår igen...

Frisuren er fremkommet ved at Wilma har fået en lille hestehale placeret højt på hovedet, hvorfra der er flettet. Hestehalen er blot en lille cirkel af hår samlet fra toppen. Gi'r det mening? Dernæst flettes med en tot fra hestehalen og 2 totter fra 'bunden', siger kreatøsen....en fransk fletning deluxe. Jeg kan måske få Luna til at lave en gør-det-selv.



En hel halv fødselsdagsgave.

Vi var til fødselsdag hos min søster og niece igår....og fandme om ikke jeg kommer afsted uden halvdelen af Sidses gave. Eller dvs, den egentlige fødselsdagsgave fik hun - men jeg havde en lille ekstra surprise i ærmet, og den ligger altså fortsat herhjemme. Bæ. 'Kan du huske det gamle gardin, du fandt i Genneren  sidste år, søs - det er nu en kjole til mit spisebord. Egentlig var kjolen til dig, men den var så pæn til mit bord'....nå, hun må få den næste gang vi ses.

Jeg er ret spændt på om gardinet passer hende. Str. er sådan lidt på gefühl - og det samme gør sig gældende for mønsteret. Kjolen har dybe lommer og et læg foran. Ganske plain bag til.




En ægte fødselsdagsgave hittede - en grøn nederdel og et armbånd fra Lonni Birch.


fredag den 14. oktober 2011

Hot Date Dress

Jeg skal på hot date med min husbond i aften.....Red Hot Chili Peppers koncert. Nårh, hvad, rock-kragen her glæder sig. Man kan sagtens rocke i strutkjole....

Mørkeblå bomuld med hvide hjerter spicet med gul piping. Kjolen kan sagtens bæres uden lakbæltet, da den også er pipet i taljen. Jeg kunne dog godt ha' brugt et pettiskirt.







fredag den 7. oktober 2011

'Moar, jeg fryser altså'

....men du ser pæn ud, mens du lider, Wilma! Jeg må dog gi' svesken ret, der er dælendytme koldt idag. Skruer vi tiden en uge tilbage, rendte vi i bare tæer!!




onsdag den 5. oktober 2011

En krasser & en congobajer, tak.

Tættere kommer man vist næppe en drengeappellerende nederdel - hvis man lige ser bort fra kilt-universet (og det kan vist diskuteres, hvor appellerende sådan en ternet frækkert er?!) Ikke at jeg på nogen måder har ambitioner om at lokke Bertram i den her - det er Wilmas....men, mon ikke storebrødrene nok skal komplimentere hendes nye nederdel.


Her kommer krasseren. Senneps- og chokoladefarvet.


- også en krasser til mor