Er der nogen i himlen.....

...det kan elske dig - lige så meget som vi gjorde....?!

Idag er det et år siden, min smukke, elskede, livsglade, kreative mor sov ind efter en opslidende og modbydelig kamp mod kræften. Ved sin side havde hun dem, hun elskede allermest; min far, min moster - min dejlige, stærke lillesøster og mormor, der begge sang for hende, da hun drog sit sidste suk....og så mig.

Et år er gået. Det første år 'efter mor'. Det er gået overraskende hurtigt...alt for hurtigt, for hvor har jeg været det år? Hvem har spolet frem uden mit vidende eller samtykke...? Er det hvad der sker med et menneske, der sørger og savner dybt og inderligt - at livet bli'r sat på pause mens tiden spoles frem? Jeg føler ikke at der er gået et år siden, vi stod midt i al den kaos og smerte. Jeg kan også stadig 'se' min raske mor, hendes ansigt, hendes krops konturer, hendes hænder - jeg kan mærke fornemmelsen af hende give mig et kram, nøjagtigt hvordan det føltes. Jeg kan se hende, se på min far - hendes elskede... se og mærke hende elske mig, min søster og alle vores unger...

Hvad så nu? Et år efter....hvornår sker det? Hvornår bli'r det nemmere? Jeg har det ikke meget bedre, end for et år siden; jeg sørger fortsat dybt og inderligt og savner hver eneste dag. Jeg har stadig meget svært ved at snakke om min mor og hendes sygdom - kommer til at græde næsten hver gang.

Jeg er egoistisk i min sorg. (Rent empatisk og næstekærligt kan jeg godt se ræsonnementet i, at min mor skulle ha' fred. Den sidste tid var slem, meget slem. Ingen mennesker bør gå gennem den slags udækkelige smerte. Det burde forbydes ved lov - kræft burde i det hele taget forbydes ved lov!!!) Men, jeg kan ikke sige mig fri for at selvmedlidenheden (fortsat) fylder mere; det synd for mig og min søster, at vi skal undvære vores mor - det er synd for mig, at jeg skal leve med den udækkelige smerte i sjælen, at min far har mistet sin elskede, min mormor har mistet sin datter, min moster sin søster; at mine børn og min nevø og niecer skal vokse op uden deres fantastiske Mommer. Det var faktisk også dette, der lå min mor mest på sinde, den sidste tid, tror jeg - at hun ville gøre så mange mennesker så ulykkelige...

Jeg har svært ved at se, at der skulle være en højere mening med det....

Tiden læger - det ved jeg og det tror jeg på. Jeg håber også, at jeg snart begynder at heles - bare en lille smule - for min egen og for min families skyld. Sorgen bli'r med tiden mindre - men jeg tvivler på at savnet bli'r det. Det er prisen, vi betaler for at få lov at elske et andet menneske, tror jeg.....og elsket, det var min mor -  - og jeg er sikker på, at hun sov ind med følelsen af at være dybt og inderligt elsket.

Mine tanker går til alle Jer, som har mistet.

Kram,
Trine