onsdag den 3. marts 2010

Er der nogen i himlen.....

...det kan elske dig - lige så meget som vi gjorde....?!

Idag er det et år siden, min smukke, elskede, livsglade, kreative mor sov ind efter en opslidende og modbydelig kamp mod kræften. Ved sin side havde hun dem, hun elskede allermest; min far, min moster - min dejlige, stærke lillesøster og mormor, der begge sang for hende, da hun drog sit sidste suk....og så mig.

Et år er gået. Det første år 'efter mor'. Det er gået overraskende hurtigt...alt for hurtigt, for hvor har jeg været det år? Hvem har spolet frem uden mit vidende eller samtykke...? Er det hvad der sker med et menneske, der sørger og savner dybt og inderligt - at livet bli'r sat på pause mens tiden spoles frem? Jeg føler ikke at der er gået et år siden, vi stod midt i al den kaos og smerte. Jeg kan også stadig 'se' min raske mor, hendes ansigt, hendes krops konturer, hendes hænder - jeg kan mærke fornemmelsen af hende give mig et kram, nøjagtigt hvordan det føltes. Jeg kan se hende, se på min far - hendes elskede... se og mærke hende elske mig, min søster og alle vores unger...

Hvad så nu? Et år efter....hvornår sker det? Hvornår bli'r det nemmere? Jeg har det ikke meget bedre, end for et år siden; jeg sørger fortsat dybt og inderligt og savner hver eneste dag. Jeg har stadig meget svært ved at snakke om min mor og hendes sygdom - kommer til at græde næsten hver gang.

Jeg er egoistisk i min sorg. (Rent empatisk og næstekærligt kan jeg godt se ræsonnementet i, at min mor skulle ha' fred. Den sidste tid var slem, meget slem. Ingen mennesker bør gå gennem den slags udækkelige smerte. Det burde forbydes ved lov - kræft burde i det hele taget forbydes ved lov!!!) Men, jeg kan ikke sige mig fri for at selvmedlidenheden (fortsat) fylder mere; det synd for mig og min søster, at vi skal undvære vores mor - det er synd for mig, at jeg skal leve med den udækkelige smerte i sjælen, at min far har mistet sin elskede, min mormor har mistet sin datter, min moster sin søster; at mine børn og min nevø og niecer skal vokse op uden deres fantastiske Mommer. Det var faktisk også dette, der lå min mor mest på sinde, den sidste tid, tror jeg - at hun ville gøre så mange mennesker så ulykkelige...

Jeg har svært ved at se, at der skulle være en højere mening med det....

Tiden læger - det ved jeg og det tror jeg på. Jeg håber også, at jeg snart begynder at heles - bare en lille smule - for min egen og for min families skyld. Sorgen bli'r med tiden mindre - men jeg tvivler på at savnet bli'r det. Det er prisen, vi betaler for at få lov at elske et andet menneske, tror jeg.....og elsket, det var min mor -  - og jeg er sikker på, at hun sov ind med følelsen af at være dybt og inderligt elsket.

Mine tanker går til alle Jer, som har mistet.

Kram,
Trine

21 kommentarer:

  1. Kære Trine,
    pyha, at man kan få en klump i halsen af at læse andres ord er en gåde. Men jeg modtager gerne en klump i halsen, når så mange smukke indre billeder bliver vist på min lystavle, så megen kærlighed der har fået lov til at flyde mellem så mange generationer- disse billeder er liv for sjælen, tusind tak for dem.
    Sorg gør rigtig ondt og kan kun opstå, fordi man har elsket uhæmmet og oprigtigt. En følelse som ikke alle for lov at opleve. Må denne taknemmelighed for følelsen af kærlighed, overtage sorgen på et senere tidspunkt. Savnet er en følgesvend, som nok ikke kan kastes over bord. savnet er din kærlighederklæring- så ta´den til dig og husk på, at sorgen i sidste ende skyldes den skønneste følelse af alt her på jorden: kærligheden til lige netop dette menneske: din skønne mor.
    Jeg sender dig varme hilsener og en solstråle som må ramme dig som et kys fra din mor, sendt fra himlen.Hun lever i dig og følger med fra stjernerne,
    kh kirsten

    SvarSlet
  2. Pyha, søde Trine. Sikke et indlæg, og sikke et tab!

    Du skriver flot og stærkt om det hele, og alligevel rækker ord jo slet ikke, når det kommer til sorg og tab.

    Så du får ikke en masse ord fra min kant, men derimod en masse varme tanker og virtuelle knus!

    Helle

    SvarSlet
  3. Ih altså, tænk at man kan sidde her og helt få tårer i øjnene. Jeg kender jo hverken dig eller har nogensinde mødt din mor. Hun lyder til at have været et rigtig dejligt menneske.
    Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige...
    Men hvis du indsamler underskrifter mod kræft vil jeg godt være med!

    SvarSlet
  4. Tak for Jeres varme ord - hvor er I søde...

    Og ja, Kirsten - savnet er en ren og skær kærlighedserklæring...

    Helle - mine tanker går også til dig og dine.

    Gry, det kunne da godt være vi skulle lave en underskriftsindsamling mod kræft...og maile den til de højere magter...:-)

    Indtil da kan jeg kun opfordre til at støtte Kræftens Bekæmpelse. Et familiemedlemsskab koster ikke alverden...mange bække små....

    kram

    SvarSlet
  5. Hej Trine
    Jeg har ikke mistet min mor eller far endnu. Men jeg gruer for den dag jeg gør. Kan næsten ikke klare tanken ved, at de en dag ikke skal være her mere. Jeg mærker din smerte og jeg forstår dig så godt.
    Tiden læger alle sår som du selv skriver. Men sorg tager tid og man skal give den al den tid den har brug for. Man kan og skal ikke kæmpe imod. HVis man tror på noget der er mellem himmel og jord, så giver det mening at bede. Dele sin smerte med andre som du gør her.
    Smerten af at have mistet noget man elskede så højt vil altid være der, den vil blot blive mindre med tiden og livet blivet til at holde ud at leve. Man skal huske at leve men man gør det og elske mens man tør det.
    Hav en god dag trods alt.
    Dejligt indlæg.
    kh Jeannet

    SvarSlet
  6. Kære Trine

    Ord er fattige lige nu...
    Dit indlæg gør dybt indtryk på mig og du skal vide jeg sender dig og dine kære en varm tanke.
    Sorg er en masse kærlighed som man ikke er i stand til at komme af med, hørte jeg engang én sige. Det er bare så rigtigt...

    Kærlig hilsen Camilla

    SvarSlet
  7. Kære Trine,

    nu sidder jeg med en tåre på min kind efter at have læst dit smukke og rørende indlæg.

    Det er forfærdelig at miste en kær, men det er jo også den smerte som fortæller os at vi har elsket og givet os hen til et andet menneske.

    Kh. Stine

    SvarSlet
  8. Började gråta när jag läste detta inlägg (fastän det är på danska..)
    Kram.

    SvarSlet
  9. Blir tårögd av att läsa ditt inlägg och känner med dig. Jag har själv många gånger tänkt och funderat över hur jag ska klara mig den dag min mamma dör. Sen jag själv blev mamma har vi kommit varandra oerhört mycket närmre och hon är en av mina bästa vänner. Jag känner och förstår när du säger att du börjar gråta varje gång och att du inte mår mycket bättre nu än då. Sjänker dig en extra tanke och cyber-kram.

    SvarSlet
  10. Kære Trine.
    Jeg bliver også dybt berørt af din knivskarpe hudløst ærlige og på samme tid smukke skildring af, hvordan virkeligheden også nogle gange er - når den er mest barsk.
    Når man mister en, man virkelig elsker, er det helt ufattelig hårdt. Hårdt at miste, hårdt at savne og hårdt samtidig at skulle erkende, at man aldrig skal ses igen.
    Måske, det ved vi jo et eller andet sted ikke).
    På sådan en mærkedag, som en årsdag er, bringes man pludselig tilbage til start igen. Til der, hvor man var, dengang kaos brød ud.
    Livet er forunderligt og underfundigt og nogle gange undres jeg også over, hvordan man egentlig klarer at agere i kaos. Men det lykkes de fleste gange, heldigvis.
    "Tiden læger"... Ja. Sorgen tager af, men jeg tror også på, at savnet altid er der. Savnet bliver på en eller anden måde større dag for dag. Sorgen er den kærlighed, man aldrig fik lov at give.
    Jeg sender mange kærlige tanker din vej.
    Kærlig hilsen
    Louise

    SvarSlet
  11. Kære Trine
    Sikke en gribende fortælling. Jeg kender dig ikke, kendte ikke din mor, men jeg græd, da jeg læste dit indlæg - græd som var det en fortælling fra mit eget liv.
    Jeg har heldigvis min mor endnu. Men det har altid været det værste jeg kunne forestile mig - at miste min mor. For 2 år siden fik min mor brystkræft, og det var forfærdeligt. Jeg var igennem mange af de følelser, som du også har været igennem - dog er jeg stadig blevet forskånet for den endelige ubærlige smerte - at miste hende..
    Jeg føler virkelig med dig, og ville ønske, der var en kur.
    Mange tanker fra mig til dig
    Mette

    SvarSlet
  12. Hej Trine,

    Først tak fordi du så ærligt deler dine tanker og følelser.

    Du skriver, at du har svært ved at tale om din Mor og hendes sygdom - at du begynder at græde. Og hva´ så? Tal, græd, tud og stamp i gulvet.

    Jeg tror på, at det er frygtelig vigtigt at tale om det...igen og igen og igen.

    For snart 11 år siden mistede jeg selv min mor, da hun var 44 år gammel. Jeg savner hende stadig frygteligt - og ind imellem kan vreden fra dengang dukke op i glimt.

    Vreden over at hun forlod os. Og dårlig samvittighed over vreden. (Den er dog helt normal i sådan et forløb)

    Sorgen er ikke noget der fylder dagligt eller ofte mere. Men som Louise også skriver, så er det som om at savnet vokser.

    Tiden i relation til det at miste, er en virkelig underlig størrelse. Jeg synes slet ikke at det er så mange år siden, at jeg så min mor - og på den anden side virker det nogen gange som hundrede år siden.

    Men jeg kan jo stadig se hende for mig, og endda dufte hende - altså huske hendes duft. Og det er billeder og indtryk, som jeg prøver at holde fast i, fremfor billederne af hende som syg. (Min mor fik en blodprop i hjertet under en ferie i Prag, og lå dernede i 14 dage - så døde hun)

    Jeg ved godt, at det slet ikke virker sådan nu, men du VIL lære at leve med det.

    Og lad ikke andre fortælle dig, hvornår du skal være færdig med at sørge ;-) Det tager den tid det tager. Desværre har omgivelserne ofte en forventning/mening om, hvornår man skal "komme videre".

    Kærlig hilsen June

    SvarSlet
  13. Kære Trine,
    Nu sidder jeg her med tårer ned af kinderne...har ikke mistet hverken mor eller far, så jeg kan ikke sige at jeg forstår hvad du går igennem...men jeg kan føle med dig, og mærke klumpen i maven der vokser ved tanken om at skulle igennem den kæmpe sorg at miste én man holder så meget af og elsker så højt!
    Jeg er fuld af beundring over hvor godt du formulerer dig igennem det, tænk at have den gave at kunne bearbejde sin sorg og sine tanker ved at dele noget så privat med andre på sådan en åbenhjertig og ærlig måde.
    Jeg sender dig de aller varmeste tanker med et ønske om at tiden vil mindske tabet og kun gøre minderne mere dyrbare.
    Mange kærlige hilsner og et STORT knus fra
    Malene

    SvarSlet
  14. Hej Trine,
    sidder her med tårer i øjnene efter at have læst dit inlæg. Jeg er rigtig ked af at høre at du bærer på sådan en sorg, hvor må det bare være hårdt at miste sin mor. Jeg sender dig mange varme tanker!

    Og jeg er sikker på din mor kigger ned til dig fra himmelen, mon ikke:)

    SvarSlet
  15. Hej Trine
    Tak fordi du delte - selvom det at sidde her på den anden side af skærmen er svært. Det er svært fordi....hvad er passende at sige? Du har oplevet den største smerte af alle, at miste din mor alt alt for tidligt. Min dybeste medfølelse.

    Min søster arbejder som forsker på Kræftens Bekæmpelse, og selvom der er lang vej, så er der måske et håb for vores børn mod denne modbydelige sygdom!

    Tanker fra Mette

    SvarSlet
  16. Tårer sniger sig ned ad min kind over dette smukke sørgmodige indlæg...Ved at sorgen en dag vil finde en mere rolig og bekvem plads i dit hjerte,- men sorgen og savnet vil være der, som en del af dig...
    Skrev for kort tid siden et indlæg om mødet med sorgen...."tavshed er ..." - læs det, håber du er blevet mødt med åbenhed og forståelse i din kamp med sorgen. Det lyder som om i er en stærk familie, der forhåbentlig har kunnet bruge hinanden.

    Sender dig varme tanker og blide vinde på denne svære mærkedag - Camilla

    SvarSlet
  17. Jeg læste din post igår og det er først nu, jeg kan finde ud af at skrive en kommentar til dig, og du satte mig lige tilbage i tiden. Det er 16 år siden min mor døde, og jeg genkender akkurat dét du skriver. Det er bare svært svært svært, især det første år: første fødselsdage uden hende, forår, sommer uden hende, første jul osv. Og på én eller anden forunderlig vis, klarer man dét år, og lige så langsomt bliver det lidt lettere. Jeg hørte engang en præst sige ved en begravelse af et barn: Sorg er en kærlighed, man ikke kan aflevere eller komme af med.
    Jeg savner indimellem stadig min mor, så jeg kan bare så godt forstå dig. Jeg synes ikke du er egoistisk, men du sørger og det skal du give dig tid til.
    kh

    SvarSlet
  18. Tusind, tusind tak til Jer alle - af hele mit hjerte. Det hjælper lidt hver gang jeg får lov at lette mit hjerte og fælde en tåre...eller 100...

    Jeg mødtes med min far, lillesøster og mormor i onsdags. Vi 'besøgte' mor på kirkegården og spiste efterfølgende fars fløde-lasagnette (som altid hjælper på humøret...:-)Vi tilbragte aftenen sammen - i mors ånd - med grin, hygge og fodboldlandskamp.

    kram

    SvarSlet
  19. Kære Trine...

    Sikke rørt jeg blev over din historie, jeg har tårer i mine øjne.

    Ja, kræft burde forbydes ved lov!

    Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive til dig, for jeg kender dig ikke - blot tak fordi du rørte mig og fik mig til at sætte pris på livet, imens jeg har det ;O)

    Held og lykke i livet fra mig.
    Betina

    SvarSlet
  20. Tusind tak, Betina - velkommen på bloggen og al held og lykke i livet til dig og dine :-)

    kh
    Trine

    SvarSlet
  21. Kære Trine,
    Jeg føler med dig. Tårerne på mine kinder er tanken om at miste sin fantastiske mor. Hun er ikke syg, bare fantastisk og helt uundværlig.
    Tak for din blog, medfølende, fræk og kreativ.
    Kh Trine

    SvarSlet