Lad mig starte med at sige, at jeg føler mig som verdens heldigste og mest priviligerede mor. Jeg har de seneste godt og vel 4 år fået lov at dele hele dagen med mindst 1 af mine 4 dejlige børn. Denne æra startede med Bertrams goddag til denne verden i januar 2006. Da Bertram var 5 mdr. gammel, fandt vi ud af, at jeg var gravid igen - verdens dejligste 'whoops'er' Wilma kom til verden i marts året efter. Da jeg barslede med Bertram, gik Albert stadig i dagpleje og kunne derfor forkæles med korte dage og dejligt mange fridage, og Luna kunne kom hjem efter skole...
Den 3. barsel sluttede - jeg afholdte 4 ugers ferie og tog hul på barsel nr. 4. Vi havde valgt, at Bertram bare skulle være hjemme hos mig og den nye bebs; jeg havde det svært med at skulle sende min lille 1-årige i dagpleje, når nu han havde mulighed for at være hjemme hos sin mor. Og Bertram har knus-elsket sin lillesøster fra dag 1:-). Bevares, jeg kunne sagtens tviste min hukommelse en smule og påstå, at tiden med en nyfødt, en nybagt 1-årig og en hormonella-mor altid er en glansbilled-agtig dans på roser - det ville være en lodret løgn og direkte fortræning - men, rent faktisk var det overvejende - og måske lidt overraskende - en dejlig, dejlig tid. Overraskende fordi, jeg nok havde forestillet mig at det blev hårdere...(gad vide om min mand nu vil sige, at jeg alligevel fortrænger og tvister:-)
Siden Bertram var lille, er vi jævnligt kommet i en skøn, lille legestue - og det fortsatte vi med efter Wilmas fødsel (arh, vi holdt vist 14 dages barsel - men så afsted igen...;-). Dejligt for Bertram at komme ud og lege med andre, glade unger og dejligt for moren at få lidt voksen-kontakt. 1 år og 8 mdr. gammel introduceredes Bertram i det små til dagplejen; han kunne komme ud og lege lidt med andre børn og jeg kunne få lidt Wilma-tid. Ja, indrømmet, så er jeg ikke sikker på, at det nødvendigvis var mit barns behov at komme i dagpleje nogle timer om dagen, men mit behov...there, I said it!!! Det var dog også en relativt kort dagpleje-tur, for et par måneder senere blev vores søde dagplejer desværre langtidssygemeldt...og så kom Bertram hjem igen (jeg havde og har det stadig sådan, at mine børn ikke skal i gæstepleje, hvis jeg - eller andre familiemedlemmer - har mulighed for at passe dem.)
Dagen jeg gruede allermest nærmede sig - den sidste barselsdag. Jeg har alle 4 gange haft meget svært ved at skulle sende mine unger i pasning. Da jeg barslede med Albert, legede vi med tanken om, at jeg skulle blive dagplejer (og ignorere det faktum, at jeg på daværende tidspunkt var nyuddannet socialrådgiver) - så jeg kunne få lov at beholde Albert hjemme en tid endnu...det var i hvert tilfælde en af bevæggrundene for at blive dagplejer...men, vi havde ikke optimale boligforhold på daværende tidspunkt, så Albert måtte ud - og jeg måtte socialrådgive...:-)
Her, godt 3 år senere var boligsituationen en anden; vi havde nu et stort, dejligt hus at boltre os i og så var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg blev godkendt som dagplejer, og 18. februar 2008, da Wilma var 11 mdr. gammel, startede jeg op som dagplejer med Wilma, Bertram og 2 skønne piger i pasning...fantastisk.
Nu skriver vi 1. marts 2010 - og Wilma nærmer sig med hastige skridt sin 3 års fødselsdag - og er idag debutteret som børnehavebarn. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at min søde, sociale og meget udadvendte datter, vil komme til at stortrives som børnehavebarn - men, hvad med hendes mor?! Som jeg startede med at skrive, har jeg de seneste 4 år været sammen med mindst 1 af mine børn 24-7 - og jeg har elsket det....men, nu er det slut og jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt misundelig på de pædagoger o.l., der nu skal dele hverdagen med mit skønne afkom. Heldigvis har ja da stadig alle mine andre, dejlige dagplejebørn at dele dagen med - men, som enhver mor ville kunne forstå, så er det ikke helt det samme;-). Nu er det andre, der skal ligge ører og krop til Wilmas forrygende, forunderlige tankespind og dertilhørende fortællinger og forklaringer, som da hun for nyligt kom farende:
'Moooar, jeg skal lave lort - jeg er helt tung i ryggen'...:-)
Jeg sidder og små-græder lidt, mens jeg skriver dette - for jeg kommer virkelig, virkelig til at savne min lille, store datter. Det eneste, jeg fortryder den dag idag er, at jeg ikke i sin tid tog Albert ud af dagplejen, da jeg barslede med Bertram; han kunne da sagtens ha' haft et hyggeligt halvt år hjemme hos os inden han skulle i børnehave - men, jeg skænkede ikke den mulighed en tanke på daværende tidspunkt (og ingen foreslog mig det).
Jeg er absolut ingen allesteds- og altid nærværende super-mom, og jeg tror på ingen måde at mine børn ta'r skade af at være i institution/pasning - men, de hører til hjemme hos mig, det er mine børn og jeg vil ha' dem omkring mig så meget som overhovedet muligt...det er da derfor, jeg har fået dem :-)
Her får I lige et par billeder af 1 stk. nybagt og meget stolt børnehave-barn iført en til anledningen ny-kreeret forårskjole, frugtpose og madkasse...:-)
