onsdag den 30. maj 2012

Yellow for sale

Er det et fly, er det en krage, er det en søpølse - nej, det er en omvandrende bananasplit! Fis med mig. Gult hitter....meget gult hitter meget. Resultatet her er en test af Simplicity 2444 mønstret - det mønster, som jeg overvejer at bruge som basis for en sew-along. Allerhelst så jeg, at det var Simplicity 2591, vi skulle lege med, men eftersom det mønster er helt og aldeles umuligt at opdrive må vi tænke i alternativer. Dette kunne være et udmærket alternativ. Den har 50er faconen og lommer - åh, de lommer. Elsker kjoler med lommer hvor der er plads til både mobiltelefon og snotpapir. Sådan en kjole er det her.

Jeg har dog lavet lidt tilretninger på mønstret. Det gør jeg stort set altid. Jeg er næsten 180 cm høj, og er af den årsag næsten altid nødt til at forlænge kjoler - både i skørt og i øverste del.

Kjolen er dog desværre blevet i det mindste til mig. Nogen har pillet ved min talje.....! Jeg skal dog helt klart ha' syet mig en ny, som jeg kan trække vejret i.

Det gule drøn er derfor til salg. Kjolen svarer ca. til en str. 42, dog med en relativt smal talje. (Jeg har vist et taljemål på omkring 85 cm, og den sidder til på mig.) Kjolen er syet af en let bomuld - gul med hvide prikker. Har pipingbånd i talje og ærmegab - og er pimpet med koralfarvet bånd hist og pist indvendigt. Uhm, lækker på indersiden. Sælges for kr. 450 + porto.










fredag den 25. maj 2012

'En Morfar med Neon, tak'

Shorts i Morfar-tern med neon detaljer til Bertram. Igen har jeg taget udgangspunkt i Chris mønsteret fra Stof2000, forkortet dem og gjort dem smallere. Stoffet er, ja, hvad er det egentlig? En eller anden form for buksestof med lidt stræk. Neondetaljen i linningen var en nødløsning grundet sløset omgang med stof! 'En Morfar med neon'. Hvis jeg engang bli'r indehaver af en pølsevogn, vil jeg have sådan en svend på menukortet. En oldschool hotdog med syntetisk udseende remoulade - 'En Morfar med neon, tak'.



 

Pixie Sandy

Her er min  yndige niece, Anna, i den kjole, jeg syede til hende i anledningen af gårsdagens Grease tema-fest på skolen. Anna er indbegrebet af ynde - en lille nips ting. En Mia Farrow-ish Sandy. Kjolen er syet efter et gammelt vintagemønster fra 50erne. Uh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne være i en str. teen. Eller bare en small....eller medium! Urimeligt at man ikke kan få både, chips, dip, cola og en str. small.





torsdag den 24. maj 2012

Oh, Sandy baby....

...someday when high-yi school is done....

I aften er der skolefest på Lunas skole. Grease-tema. Jeg har syet nederdele til Luna og en af hendes veninder, og min niece Anna har pænt bedt om en Sandy-ish kjole. (Den flasher jeg imorgen) Sådan en omgang legaliseret udklædning er noget, der huer teen-tøser. De her teen-tøser. På en god dag - og det rigtige tema :-) Bæ, at jeg ikke selv må deltage - som Rizzo. Gammel-Rizzo med 4 unger..... Luna og jeg researchede en smule inden jeg skulle igang med deres outfits, og jeg fandt både jakker, tasker og briller, som 'de på ingen måder kunne undvære'. 'Typisk dig, Mor - du vil altid gøre meget ud af så'n noget her. For meget. Det er for pinligt perfekt.' Tsk, tsk...utaknemmelige afkom! Ak, hvis bare jeg selv skulle deltage....

Luna Baby, som Pink Lady Aspirant:






The Grease Girls klar til afgang - med cateyes, fake lashes og hele svineriet.


"Hey, du har læbestift på tænderne. Har jeg os'"?






DIY: Easy Skirt with side pockets tutorial

Som lovet forleden kommer her endnu en nederdel tutorial. Igen en meget nem og begyndervenlig nederdel. Rectangle Skirt Deluxe.



2 stykker rektangulære stykker stof. 4 lomme-dele og 1 linning. Nederdelen her er klippet i str. ca. 4-5 år. De grønne stykker er ca. 60 cm i bredden og 35 cm i længden. Jo bredere du laver stykkerne, desto mere fylde får du på skørtet. Dette skørt er ikke så bredt, som det jeg viste forleden. En tommelfingerregel er: Ønsker du en nederdel med meget fylde, ta'r du fordobler du taljetmålet, og lader hvert nederdelstykke have den bredde. Ex. Wilma måler ca. 53 i taljen, så en nederdel med masser af vidde kræver 2 stykker af ca. 106 cm i bredden. Disse grønne stykker er som nævnt ca. 60 cm i bredden, mens den nederdel jeg syede forleden er all in! Linningen - jeg måler det bredeste sted over hofte/bag og ligger 4-5 cm til, så er der plads til sømrum (og 'dårlig røv-dag' - her tænker jeg nok mest på en nederdel i mor-str.)

For at markere, hvor lommerne skal sidde, har jeg fra øverste kant målt ca. 5 cm ned langs siden på det ene grønne stykke. Dernæst har jeg lagt lommens øverste kant ved markeringen og sat en ny markering på det grønne stof ved lommens nederste kant. Disse markeringer har jeg så overført til modsatte side og til det andet stofstykke. Herefter syes lommestykkerne fast ret mod ret som vist oven for. Jeg zigzagger efterfølgende sømrummet.
Her ses sammensyning/zigzag kant.

Pres nu lommen ud som vist ovenfor. (Pres gerne med strygejern - det gør altid underværker!)

Stofstykkerne ligges nu ret mod ret - og lommestykkerne for/bag passer forhåbentlig sammen?!


Så skal der syes hele vejen rundt! Man starter ved nederdelens øverste kant og fortsætter rundt langs lommen og slutteligt ender man ved nederdelens nederste kant. Capice?

Når retsiden vendes ud, ser det nogenlunde sådan ud set fra den ene sidesøm. Næste opgave er rynketråde. Sy 2 horisontale rækker med lange sting hele vejen rundt øverst på nederdelen. Husk at lade de lange tråde hænge i begge ender - det er dem, du skal rynke med!


Fold linning stykke ret mod ret og sy den åbne, korte ende sammen, så der dannes en ring.

Fold linningstykket på langs. For at få nederdelens rynker fordelt ligeligt på den linning, der nu skal fastgøres, anbefaler jeg, at du markerer både linnings nederste kant (den, der skal syes sammen med nederdelens øverste kant) og nederdelens kant i 4 lige store dele. Nu skal du ha' rynket nederdelen fast til linningen ift dine 'kvart-markeringer'.

Sy nederdel og linning sammen, men husk at lade en åbning stå til taljeelastikken.

Samme

Træk elastik gennem linnings åbning. Sy åbning sammen - og overlock/zigzag kanten. Så mangler du bare en oplægning og evt. lidt pynt. Jeg overvejede at sy knaphuller til et lille bindebånd i linningen, men valgte i stedet denne løsning. Det lille bælte er fastgjort med et par sting midt bag. Nemt



mandag den 21. maj 2012

DIY: Easy Peasy Rectangle Skirt Tutorial

Verdens nemmeste nederdel - the 30 minute skirt all inclusive.


1: Start med 2 rektangulære stykker stof.

2: Stofstykkerne ligges ret mod ret og syes sammen i hver side
3: Vend det sammensyede stof om med retsiden ud
4: Overlock eller zigzag øverste kant hele vejen rundt
5: Lav en løbegang til elastik ved at folde øverste kant 2-3 cm om på vrangsiden af stoffet og sy hele vejen rundt. Lad en åbning stå til elastik
6: Træk elastik gennem løbegangen. Husk at sy åbningen sammen efterfølgende. Sidst laves en oplægning nederst på nederdelen. Man kan også kante med skråbånd i stedet.

7: Find et barn og lad hende nyde resultatet.



Thats it folks. Dette var den superhurtige løsning. Der er ikke kælet for de fine afslutninger og detaljer her...men, det virker! Husk - jo bredere de rektangulære stykker, desto mere vidde får du på din nederdel. Man kan også vælge at rynke nederdelen foroven og sy en linning på efterfølgende. Sådan en følger snart :-)